Hvis man – uforvarende eller, som i mit tilfælde, af professionel interesse – af og til giver reklameblokkene frit løb på skærmen, kan man næsten ikke undgå at tænke, sige eller råbe: "Sikke noget lort!"
Ja, undskyld mit franske, men hvor er der dog ufatteligt mange lortedårlige TV-reklamer for tiden! Syndfloden af larmende ligegyldigheder, som vises i de flere og flere, længere og længere reklameblokke på danske TV-kanaler synes ingen ende at have. Og for at toppe talentløsheden hælder kanalerne flere og flere lamme trailers for kommende, lige så reklameproppede eller -omringede, udsendelser med ind i reklameblokkene.
– Ikke underligt, at f.eks. TV2 mister seere.
Heldigvis har man da fjernbetjeningen, som med en hastighed hurtigere end et frispark fra Christiano Ronaldo kan bringe en væk fra elendigheden. (Over på en anden kanal, hvor der kører præcis samme bras... )
Jo, jeg ved da godt, at det er hårde tider for annoncører og reklamebureauer. Ingenting må koste noget, mange visninger for de mere end glatbarberede budgetter er vigtigere end nogensinde osv., osv. Men burde den situation netop ikke få bureauerne til at gå all in med den gode, kreative idé? Og kæmpe for idéen til sidste mands sidste åndedrag?
Nogle bureauer gør det sikkert. Selv om det kan være svært at få øje på lyspunkterne i øjeblikket. Men hvis ikke ALLE bureauer er villige til at tage kampen for kvalitet, dør TV-reklame som kommunikationsmiddel. Sammen med kommercielt TV.
Og det ville sgu´ da være ærgerligt, når man nu ved, hvor fantastiske TV-reklamer faktisk kan være. Og hvor fremragende en Champions League-kamp kan være.
tirsdag den 29. september 2009
mandag den 10. august 2009
Endeløse gentagelser forklædt som nyheder
I løbet af sommeren har jeg kigget en hel del på TV2 NEWS. Eller rettere: i sommerens begyndelse var jeg ofte inde på kanalen. Som nyhedsjunkie er agurketiden en barsk, iskold tyrker, og med pay off´en "Først. 24 timer i døgnet" måtte NEWS - som stationens studieværter ynder at kalde deres arbejdsplads - være et kvalificeret bud på den mindst smertefulde sommernedtrapning. Tænkte jeg. Efter få dage som forholdsvis fast seer gik stationens koncept og rytme dog langsomt op for mig. (Nej, hurtig opfattelse er IKKE en af mine udprægede styrker...) For eksempel begyndte jeg at forstå, at der ikke sker en blot nævneværdig opdatering af 'nyhederne' om natten. Heller ikke selv om forbillederne BBC World News og CNN nogenlunde jævnligt hælder friske varer i nyhedsblenderen i dette tidsrum. Og slet ikke selv om ordet 'opdatering' er et af de mest benyttede blandt studieværterne.
Jeg blev også klar over, at tasterne 'repeat' og 'play' på stationens harddisc recorder/afspiller må være de to mest slidte af alle taster på stationens samlede udstyr. Til tider virker det faktisk som om, de er de eneste funktionsdygtige taster. I hvert fald skiftes løbeteksterne i bunden af skærmbilledet så sjældent, at man masser af gange får præsenteret en 'nyhed' fra i forgårs i 'nyheds'-båndet. På en station, der er "Først. 24 timer i døgnet"
Men pyt. Mine oplevelser med TV2 NEWS har også haft sine gode sider. For eksempel føler jeg mig næsten afgiftet fra den ellers evigt rumsterende nyhedstrang. Så nu overvejer jeg seriøst at tage det sidste, afgørende skridt, som kan gøre mig helt clean. Altså nul nyheder overhovedet. Skulle jeg få et alvorligt tilbageslag, tænker jeg bare på NEWS. Det burde være nok til at kurere mig.
Jeg blev også klar over, at tasterne 'repeat' og 'play' på stationens harddisc recorder/afspiller må være de to mest slidte af alle taster på stationens samlede udstyr. Til tider virker det faktisk som om, de er de eneste funktionsdygtige taster. I hvert fald skiftes løbeteksterne i bunden af skærmbilledet så sjældent, at man masser af gange får præsenteret en 'nyhed' fra i forgårs i 'nyheds'-båndet. På en station, der er "Først. 24 timer i døgnet"
Men pyt. Mine oplevelser med TV2 NEWS har også haft sine gode sider. For eksempel føler jeg mig næsten afgiftet fra den ellers evigt rumsterende nyhedstrang. Så nu overvejer jeg seriøst at tage det sidste, afgørende skridt, som kan gøre mig helt clean. Altså nul nyheder overhovedet. Skulle jeg få et alvorligt tilbageslag, tænker jeg bare på NEWS. Det burde være nok til at kurere mig.
onsdag den 25. marts 2009
Længe leve krisen!
Dette indlæg har jeg skrevet i samarbejde med min gode ven, tidligere kollega & forretnings-partner Lars Elkjær. Lars fik idéen til indlægget, vi brainede sammen om indholdet – og så skrev jeg ordene. I begyndelsen af marts sendte vi uopfordret manuskriptet ind som et forslag til "Synspunkt" i Berlingske Business ... selv om vi havde en lumsk mistanke om, at det sikkert ikke var tilpas politisk korrekt til at komme på der. Det fik vi ret i. Så nu kan du læse det her:
Vi danskere har altid været dygtige til at tænke mange gode og nye tanker.
De gode har bare alt for sjældent været nye, og de nye har endnu sjældnere været gode. Krisen giver os alle tiders mulighed for at ændre på det.
Et af de seneste 10-15 års store mantraer har været "at tænke ud af boksen". Alle er blevet bombarderet med det, de fleste har selv brugt det flittigt, mange har troet på det – og nogle stykker har endda haft en til vished grænsende fornemmelse af, at de gjorde det. Problemet var bare, at det aldrig rigtig blev til noget. Selv når både balder og hjerneceller blev strammet til det yderste, havde tankerne en tendens til at blive hængende inde i den varme, velkendte og behagelige æske, som er så dejlig tryg. Og så længe automatpiloten førte sikkert opad mod næste trin på den tilsyneladende uendelige vækst- og rigdomsstige, var buzz-words og business-mantraer nok til at gøre alle glade. Herunder chefer, bestyrelser og kunder. Det gik jo godt, gjorde det! Nej, fremragende, super og eventyrlig godt!
For yderligere at stimulere den højtflyvende udvikling ansatte en masse virksomheder ligefrem "innovationsmedarbejdere" eller oprettede hele "innovationsafdelinger", der så sad i deres hjørne af kontorlandskabet og kiggede ud over alle de andre medarbejdere, som åbenbart ikke skulle være innovative. – Jo, selvfølgelig skulle de det! Innovationsmedarbejderene arrangerede nemlig "innovationsdage", kurser, seminarer og udviklingsevents, hvor hele firmaet drønede rundt i skoven, mærkede på træer, klatrede op og ned ad huse og/eller svenske klippevægge osv., osv. Det hele iscenesat og gennemført af en masse dygtige og flinke ex-jægersoldater – og naturligvis fulgt op af endnu flere lige så dygtige og flinke coaches. Dem var – og er – der rigtig mange af. Et aktuelt google-tjek af "coach" giver således 301.000 danske henvisninger. De mange coaches leverede et hav af gode råd og mindst lige så mange værktøjskasser, som formentlig nu står i firmaernes kældre og samler støv. For indholdet kan ikke være voldsomt slidt. I hvert fald ikke af at tænke ud af den ene eller anden boks.
Krisen tvinger os til at tænke kreativt
Det er en noget nær ubestridelig kendsgerning, at mennesker under pres tænker hurtigere, mere målrettet og kreativt. Og da krisens omfang og forgreninger lægger pres på snart sagt alle dele af befolkningen, vil det med stor sandsynlighed betyde, at vi vil se flodbølger af gode, nye og kreative tanker og idéer. Vel at mærke tanker og idéer, som både er gode og nye. Derfor kan krisen meget vel vise sig at få langt større positiv betydning for samfundsudviklingen, end samtlige innovationsafdelinger, udviklingsmagere og coaches tilsammen bidrog med under højkonjunkturen. Om alle de nye idéer så også peger "ud af boksen", er egentlig fløjtende ligegyldigt. Kvalificerede, kreative idéer inde i boksen har nemlig også været en udpræget mangelvare i l-a-a-a-a-n-g tid. Så hvis virksomheder og enkeltpersoner nu begynder at tænke helt ind til benet af boksen, finde frem til, hvad de er eller kan blive rigtig gode til, og – ikke mindst – hvordan de kan bruge det på nye måder, kan krisen gå hen og blive noget af det bedste, der er sket for os i mange år. Derfor må den helst ikke forsvinde lige med det samme.
Vi danskere har altid været dygtige til at tænke mange gode og nye tanker.
De gode har bare alt for sjældent været nye, og de nye har endnu sjældnere været gode. Krisen giver os alle tiders mulighed for at ændre på det.
Et af de seneste 10-15 års store mantraer har været "at tænke ud af boksen". Alle er blevet bombarderet med det, de fleste har selv brugt det flittigt, mange har troet på det – og nogle stykker har endda haft en til vished grænsende fornemmelse af, at de gjorde det. Problemet var bare, at det aldrig rigtig blev til noget. Selv når både balder og hjerneceller blev strammet til det yderste, havde tankerne en tendens til at blive hængende inde i den varme, velkendte og behagelige æske, som er så dejlig tryg. Og så længe automatpiloten førte sikkert opad mod næste trin på den tilsyneladende uendelige vækst- og rigdomsstige, var buzz-words og business-mantraer nok til at gøre alle glade. Herunder chefer, bestyrelser og kunder. Det gik jo godt, gjorde det! Nej, fremragende, super og eventyrlig godt!
For yderligere at stimulere den højtflyvende udvikling ansatte en masse virksomheder ligefrem "innovationsmedarbejdere" eller oprettede hele "innovationsafdelinger", der så sad i deres hjørne af kontorlandskabet og kiggede ud over alle de andre medarbejdere, som åbenbart ikke skulle være innovative. – Jo, selvfølgelig skulle de det! Innovationsmedarbejderene arrangerede nemlig "innovationsdage", kurser, seminarer og udviklingsevents, hvor hele firmaet drønede rundt i skoven, mærkede på træer, klatrede op og ned ad huse og/eller svenske klippevægge osv., osv. Det hele iscenesat og gennemført af en masse dygtige og flinke ex-jægersoldater – og naturligvis fulgt op af endnu flere lige så dygtige og flinke coaches. Dem var – og er – der rigtig mange af. Et aktuelt google-tjek af "coach" giver således 301.000 danske henvisninger. De mange coaches leverede et hav af gode råd og mindst lige så mange værktøjskasser, som formentlig nu står i firmaernes kældre og samler støv. For indholdet kan ikke være voldsomt slidt. I hvert fald ikke af at tænke ud af den ene eller anden boks.
Krisen tvinger os til at tænke kreativt
Det er en noget nær ubestridelig kendsgerning, at mennesker under pres tænker hurtigere, mere målrettet og kreativt. Og da krisens omfang og forgreninger lægger pres på snart sagt alle dele af befolkningen, vil det med stor sandsynlighed betyde, at vi vil se flodbølger af gode, nye og kreative tanker og idéer. Vel at mærke tanker og idéer, som både er gode og nye. Derfor kan krisen meget vel vise sig at få langt større positiv betydning for samfundsudviklingen, end samtlige innovationsafdelinger, udviklingsmagere og coaches tilsammen bidrog med under højkonjunkturen. Om alle de nye idéer så også peger "ud af boksen", er egentlig fløjtende ligegyldigt. Kvalificerede, kreative idéer inde i boksen har nemlig også været en udpræget mangelvare i l-a-a-a-a-n-g tid. Så hvis virksomheder og enkeltpersoner nu begynder at tænke helt ind til benet af boksen, finde frem til, hvad de er eller kan blive rigtig gode til, og – ikke mindst – hvordan de kan bruge det på nye måder, kan krisen gå hen og blive noget af det bedste, der er sket for os i mange år. Derfor må den helst ikke forsvinde lige med det samme.
søndag den 1. februar 2009
Kan du garantere det?
Af samtlige journalistiske tåbeligheder – og dem er der sgu´ nogle stykker af – vi sagesløse mediebrugere konstant udsættes for, er spørgsmålet "Kan du garantere det?" i sin helt egen liga. Magen til talentløshed findes simpelthen ikke!
Som altid med den slags stupiditeter spreder det sig oven i købet med ekspresfart. Det opfattes som smart, dybt, klogt at stille af de flere og flere pølsehoveder, der får ansættelse på de flere og flere pølsefabrikker, som skal forestille at være nyhedsmedier, men som spytter ligegyldige, kalorietomme og farvede produkter af tvivlsom kvalitet i hovedet på os. Dag efter dag, år efter år.
Her til aften har "Kan du garantere det?" sat vores (min!) hårdt prøvede tålmodighed på endnu en prøve. Først i DR1´s nyhedstime (der nu, muligvis på grund af budgettet for indvielsen af samme institutions koncertsale(?), er skåret ned til 40 minutter) kl. 21, hvor en bankmand fik stillet det mageløse spørgsmål. Senere i TV2 NEWS, hvor en lettere forceret studievært udsatte en politiker for samme, brillante & dybdeborende, form for journalistik.
Undskyld mig, men i hvilke automater har de hoveder trukket deres respektive eksamenspapirer? Hvem har fortalt dem, at "Kan du garantere det?" vil bringe mere interessante/overrumplende/ ærlige/nybrydende svar frem end "hvad...? hvem...? hvornår...? hvordan...? hvorfor...?", som jeg i min naivitet gik rundt og troede var et ganske godt udgangspunkt for kvalificeret nyhedsfor-midling i interviewform?
Eller regner de med, at den adspurgte svarer "Ja!", så det runger? Hvor ofte har de oplevet, at nogen som helst vil garantere for noget som helst? – Altså ud over, at det bliver mandag i morgen, juleaften falder på den 24. december og Danmark fortsat – skattereform eller ej – vil have verdensrekorden i skattetryk?
Som altid med den slags stupiditeter spreder det sig oven i købet med ekspresfart. Det opfattes som smart, dybt, klogt at stille af de flere og flere pølsehoveder, der får ansættelse på de flere og flere pølsefabrikker, som skal forestille at være nyhedsmedier, men som spytter ligegyldige, kalorietomme og farvede produkter af tvivlsom kvalitet i hovedet på os. Dag efter dag, år efter år.
Her til aften har "Kan du garantere det?" sat vores (min!) hårdt prøvede tålmodighed på endnu en prøve. Først i DR1´s nyhedstime (der nu, muligvis på grund af budgettet for indvielsen af samme institutions koncertsale(?), er skåret ned til 40 minutter) kl. 21, hvor en bankmand fik stillet det mageløse spørgsmål. Senere i TV2 NEWS, hvor en lettere forceret studievært udsatte en politiker for samme, brillante & dybdeborende, form for journalistik.
Undskyld mig, men i hvilke automater har de hoveder trukket deres respektive eksamenspapirer? Hvem har fortalt dem, at "Kan du garantere det?" vil bringe mere interessante/overrumplende/ ærlige/nybrydende svar frem end "hvad...? hvem...? hvornår...? hvordan...? hvorfor...?", som jeg i min naivitet gik rundt og troede var et ganske godt udgangspunkt for kvalificeret nyhedsfor-midling i interviewform?
Eller regner de med, at den adspurgte svarer "Ja!", så det runger? Hvor ofte har de oplevet, at nogen som helst vil garantere for noget som helst? – Altså ud over, at det bliver mandag i morgen, juleaften falder på den 24. december og Danmark fortsat – skattereform eller ej – vil have verdensrekorden i skattetryk?
tirsdag den 20. januar 2009
Mediernes synkronsvømning
Mærkeligt, så ens og forudsigelig nyhedsstrømmen er i disse dage. Det er Obama mig her, Gaza mig der – og massefyringer samt økonomiske dommedagsprofetier over det hele. Uanset hvor man zapper hen eller hvilken avis, man åbner. Pressens konformitet i måden at dække verden omkring os er slående, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der et eller andet sted sidder en komité og beslutter, hvad der skal være dagsordenen og hvilke vinkler, der skal lægges på den. I alle medier.
Det er mildest talt påfaldende, så enige de forskellige (?) redaktioner er om at prioritere relevansen af nyheder, og det forekommer sværere og sværere at skelne det ene medie fra det andet. Trykt, æter- eller bredbåndsbåret. Same, same shit, som en af mine gode venner ville sige det. På formfuldendt sømandsengelsk.
Det store billede i mit hoved viser et hold synkronsvømmere, som med næseklemmen omhyggeligt fastgjort dykker ned på samme tidspunkt, med samme hastighed og med samme formål: at komme triumferende op til overfladen med det der "er vi ikke dygtige?"-smil klistret fast fra øre til øre.
– Nej, I er ej! I er ligegyldige eftersnakkere, som ikke bidrager med andet og mere end de udstoppede badehætter: en gang gennemkoreograferet pseudo-underholdning. Én uge er det Stein Bagger, næste uge kræftbehandlingen, så er det satme´ Stein igen, så følger Kandis-Johnny, spinnerierne om Foghs udlandsjob, bankpakken, Obama, hans kone og døtre osv, osv. Hvad der bliver næste uges obligatoriske emne, er sikkert allerede besluttet, men vi får det ikke at vide, før salgs- og seertallene til det nuværende tynder ud. En ting er dog sikkert: alle medier vil svømme – nej, flyde – samme vej, holde sig stramt til samme latterlige koreografi. Og nu er det altså, jeg MÅ vide, hvem der sidder i den komité, som sætter den skide dagsorden?
Dét spørgsmål må da være guf at tage fat i for den evigt vågne presse. Hvem trækker i trådene? Hvem bestemmer, hvilken uge-nyhed, danskerne skal beriges med? Hvem beslutter, hvad vi må få at vide? Er det tre personer? Fem? Eller er det i virkeligheden en enmands m/k komité? Og hvordan bliver man medlem – eller bare suppleant? Som baggrundsartikler kan I så skrive om den benhårde uddannelse i lemminge-journalism, de skyhøje krav til den ens måde at tænke på, den nådesløse konkurrence om at tage de samme billeder, lave de samme forsider og skrive de samme replikker til de næsten ens studieværter.
Skulle det ikke lykkes at grave kvalificerede kilder frem til det, kan I måske finde en håndfuld mennesker, som har en teori om årsagen til dagbladenes tordnende oplagsfald, de evige problemer for den såkaldte public service-del af TV-kanalerne og den accelererende disrespekt for pressen som sådan.
Det er mildest talt påfaldende, så enige de forskellige (?) redaktioner er om at prioritere relevansen af nyheder, og det forekommer sværere og sværere at skelne det ene medie fra det andet. Trykt, æter- eller bredbåndsbåret. Same, same shit, som en af mine gode venner ville sige det. På formfuldendt sømandsengelsk.
Det store billede i mit hoved viser et hold synkronsvømmere, som med næseklemmen omhyggeligt fastgjort dykker ned på samme tidspunkt, med samme hastighed og med samme formål: at komme triumferende op til overfladen med det der "er vi ikke dygtige?"-smil klistret fast fra øre til øre.
– Nej, I er ej! I er ligegyldige eftersnakkere, som ikke bidrager med andet og mere end de udstoppede badehætter: en gang gennemkoreograferet pseudo-underholdning. Én uge er det Stein Bagger, næste uge kræftbehandlingen, så er det satme´ Stein igen, så følger Kandis-Johnny, spinnerierne om Foghs udlandsjob, bankpakken, Obama, hans kone og døtre osv, osv. Hvad der bliver næste uges obligatoriske emne, er sikkert allerede besluttet, men vi får det ikke at vide, før salgs- og seertallene til det nuværende tynder ud. En ting er dog sikkert: alle medier vil svømme – nej, flyde – samme vej, holde sig stramt til samme latterlige koreografi. Og nu er det altså, jeg MÅ vide, hvem der sidder i den komité, som sætter den skide dagsorden?
Dét spørgsmål må da være guf at tage fat i for den evigt vågne presse. Hvem trækker i trådene? Hvem bestemmer, hvilken uge-nyhed, danskerne skal beriges med? Hvem beslutter, hvad vi må få at vide? Er det tre personer? Fem? Eller er det i virkeligheden en enmands m/k komité? Og hvordan bliver man medlem – eller bare suppleant? Som baggrundsartikler kan I så skrive om den benhårde uddannelse i lemminge-journalism, de skyhøje krav til den ens måde at tænke på, den nådesløse konkurrence om at tage de samme billeder, lave de samme forsider og skrive de samme replikker til de næsten ens studieværter.
Skulle det ikke lykkes at grave kvalificerede kilder frem til det, kan I måske finde en håndfuld mennesker, som har en teori om årsagen til dagbladenes tordnende oplagsfald, de evige problemer for den såkaldte public service-del af TV-kanalerne og den accelererende disrespekt for pressen som sådan.
fredag den 21. november 2008
"Jamen, det er en helt utrolig..."
Hvor mange svar fra interviewofre på TV og i radio begynder med "Jamen, …"? 60%? 40%? 25%? I mit hoved er det nærmere 80%. Måske fordi jeg næsten forventer og i al fald registrerer alle "Jamen,…"-svarene og sikkert fortrænger de andre. For der er vel andre?
Hvorfor "jamen" er blevet den altdominerende sproglige startblok for mennesker, som får stukket en mikrofon under næsen, har jeg ingen forklaring på. Men et gæt kunne være, at de pågældende føler sig i forsvarsposition, når journalisten som en anden kriminaloverbetjent forlanger et svar, der gerne må ligne en tilstående. Et andet, at folk har behov for at træde vande, mens de overvejer, hvad det egentlig var, de ville sige. Og med tidens krav til tempo-tempo-tempo i de elektroniske medier er en tavs tænkepause på bare to sekunder helt håbløs. Hvorimod en tomgangslyd er helt i orden. Så når Michael Laudrup bliver spurgt hvilke spillere, der står på ønskelisten i hans klub; en skuespiller bliver bedt om forklare at de psykologiske dybder i hendes nye film; en lastbilchauffør udspørges om hviletidsbestemmelsernes betydning; en hårdt ramt aktionær om udsigterne for pensionen eller en charterturist om rejseforsikringen – jamen, så kommer det underlige ord næsten stensikkert som det første i svaret.
Inde i sætningen følger ikke sjældent et andet krykkeord: "Utrolig". Alt er åbenbart utroligt. Vejret, borgmesterens budgetforslag, målmandens redning, priserne i supermarkedet, statsministerfruens bedrifter på dansegulvet, Christianias beslutningsproces, Henrik Qvortrup, cyklisternes opførsel, bankernes gebyrer, politireformen. Om det er utrolig godt, dårligt, dyrt, billigt, langt, kort, imponerende, banalt, grænseoverskridende eller indviklet er ret ligegyldigt. For alle disse udmærkede tillægsord slides der stort set ikke på. Det vigtige er nemlig, at det er utroligt. Og det er det. Altid. Utroligt nok.
Det kunne være interessant at se og høre, hvad der ville ske, hvis vi en dag vågnede op og havde glemt både "jamen" og "utrolig". Nyhedsudsendelserne ville formentlig kunne afvikles på 3/4 af den nuværende tid, sportsudsendelserne ville blive til stumfilm og helt almindelige samtaler ville blive fyldt med l-a-a-a-a-n-g-e, søgende pauser. Altså lige indtil vi opfandt to nye ord, der havde tilpas lidt indhold til, at de kunne fungere som vores allesammens sproglige krykker.
Hvorfor "jamen" er blevet den altdominerende sproglige startblok for mennesker, som får stukket en mikrofon under næsen, har jeg ingen forklaring på. Men et gæt kunne være, at de pågældende føler sig i forsvarsposition, når journalisten som en anden kriminaloverbetjent forlanger et svar, der gerne må ligne en tilstående. Et andet, at folk har behov for at træde vande, mens de overvejer, hvad det egentlig var, de ville sige. Og med tidens krav til tempo-tempo-tempo i de elektroniske medier er en tavs tænkepause på bare to sekunder helt håbløs. Hvorimod en tomgangslyd er helt i orden. Så når Michael Laudrup bliver spurgt hvilke spillere, der står på ønskelisten i hans klub; en skuespiller bliver bedt om forklare at de psykologiske dybder i hendes nye film; en lastbilchauffør udspørges om hviletidsbestemmelsernes betydning; en hårdt ramt aktionær om udsigterne for pensionen eller en charterturist om rejseforsikringen – jamen, så kommer det underlige ord næsten stensikkert som det første i svaret.
Inde i sætningen følger ikke sjældent et andet krykkeord: "Utrolig". Alt er åbenbart utroligt. Vejret, borgmesterens budgetforslag, målmandens redning, priserne i supermarkedet, statsministerfruens bedrifter på dansegulvet, Christianias beslutningsproces, Henrik Qvortrup, cyklisternes opførsel, bankernes gebyrer, politireformen. Om det er utrolig godt, dårligt, dyrt, billigt, langt, kort, imponerende, banalt, grænseoverskridende eller indviklet er ret ligegyldigt. For alle disse udmærkede tillægsord slides der stort set ikke på. Det vigtige er nemlig, at det er utroligt. Og det er det. Altid. Utroligt nok.
Det kunne være interessant at se og høre, hvad der ville ske, hvis vi en dag vågnede op og havde glemt både "jamen" og "utrolig". Nyhedsudsendelserne ville formentlig kunne afvikles på 3/4 af den nuværende tid, sportsudsendelserne ville blive til stumfilm og helt almindelige samtaler ville blive fyldt med l-a-a-a-a-n-g-e, søgende pauser. Altså lige indtil vi opfandt to nye ord, der havde tilpas lidt indhold til, at de kunne fungere som vores allesammens sproglige krykker.
torsdag den 6. november 2008
Krads tilbage!
For omkring tre uger siden skrev jeg mit i seneste blog-indlæg om finanskrisens ringe i vandet, der havde gjort mit arbejdsliv ubehageligt stille.
Men problemer er vel for f..... til for at blive løst, så i de efterfølgende dage arbejdede jeg med en idé til at vende krisen til en fordel. Den var egentlig ikke vanvittig vanskelig at finde, og den følgende weekend skrev jeg tekst til en helt ny version af indtilbenet.dk. Som blev lagt på nettet midt i ugen efter.
Konceptet for sitet er "Tænk krisen ind i din kommunikation", og efter at have sendt et par nye annoncer i kredsløb på Google AdWords kan jeg konstatere, at det ramte målgruppen. Der kommer til stadighed henvendelser fra nye kundeemner, som for nogles vedkommende også er blevet til kunder.
Moralen? Jeg kan se to-tre forskellige. Den første kunne være, at "intet er så galt, at det ikke er godt for et eller andet". Den anden, at "man skal rejse sig ved det træ, man lige er blevet rystet ned fra". Og den tredie? "Krads tilbage!"
- Hermed fik du så også forklaringen på min lange radiotavshed, som altså skyldes fornyet, debiterbar travlhed ved tastaturet.
Men problemer er vel for f..... til for at blive løst, så i de efterfølgende dage arbejdede jeg med en idé til at vende krisen til en fordel. Den var egentlig ikke vanvittig vanskelig at finde, og den følgende weekend skrev jeg tekst til en helt ny version af indtilbenet.dk. Som blev lagt på nettet midt i ugen efter.
Konceptet for sitet er "Tænk krisen ind i din kommunikation", og efter at have sendt et par nye annoncer i kredsløb på Google AdWords kan jeg konstatere, at det ramte målgruppen. Der kommer til stadighed henvendelser fra nye kundeemner, som for nogles vedkommende også er blevet til kunder.
Moralen? Jeg kan se to-tre forskellige. Den første kunne være, at "intet er så galt, at det ikke er godt for et eller andet". Den anden, at "man skal rejse sig ved det træ, man lige er blevet rystet ned fra". Og den tredie? "Krads tilbage!"
- Hermed fik du så også forklaringen på min lange radiotavshed, som altså skyldes fornyet, debiterbar travlhed ved tastaturet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
